Gufubad

Det havde været en lidt drøj tur på vandreben at nå frem til dagens destination, men der var heldigvis ikke problemer med, at solen snart gik ned her midt i den Islandske højsommer. Med korrekte vandrestøvler, korte vandrebukser og noget af en rygsæk på ryggen havde jeg med kort i hånd begyndt turen fra sidste lille by mod den næste allerede klokken 5 i morges. Et hvil med udsigt og en frokost med dansk rugbrød havde gjort det muligt at nå helt frem til dette….sted. Det var dagens første hus, en slags stenkirke, hvis den havde været 10 gange større. Eller en jagthytte, et aftægtshus, en slikbutik, et legehus, minibio. Ja, jeg holdt op med at gætte og fokuserede i stedet på det lille stenafgrænsede  vandhul en 20 meter fra huset, idet mine fødder begyndte at kræve deres. Og dermed mente de et svalende fodbad med mulighed for tæernes frie leg.

Snart havde jeg smidt sko og rygsæk og lod fødderne om lystigt at pjanke med hinanden.. Der var så usigeligt smukt, hvor solen skinnede gennem de manglende træer. I det fjerne lyden af….en vulkan? Eller måske bare en hæs geyser. Solen blev ved med at skinne mig på ryggen, og snart var mit tøj en saga blot, og jeg slog følgeskab med mine, viste det sig, fornuftige fødder.

Det var livet. Et sabbatår inden jeg skulle starte på universitetet i København. Jeg havde begivet mig Island rundt i trods mod at alle andre ville til USA, New Zeeland og Thailand. Og jeg havde ikke fortrudt. Her var den oprindelige nordiske verden hvoraf vores kultur udsprang. Ensomheden, som måtte afprøves for at se om man var en rigtig mand, der ikke brød sammen bare man var alene hjemme to aftener i træk.

Jeg lod mig flyde på ryggen med lukkede øjne og ganske små håndbevægelser. Alene i hele universet. Livsalige fryd og fred. I min kontemplative tilstand hørte jeg syner i form at pigefnis og latter. Jeg åbnede forsøgsvist det ene øje på klem og  for enden af mine fødder så jeg en række af unge kvinder, der, nu i tavshed, kiggede på mig, som nu med helt åbne øjne kiggede tilbage på dem, som så mig glide ud af min flydeposition, mens jeg så dem næsten samtidigt tage afsæt for med 6 enslydende plask at ramme vandoverfladen og dermed forårsage bølger i mit hår.

I ét nu bemærkede jeg at døren til den diminutive kirke stod åben og undrede mig over, at jeg ikke før havde set, at der steg røg ud et sted bag fra bygningen. Pigernes rødblussende ansigter og svedige kroppe fortalte mig, at bygningen gemte på en lille sauna, og det var grunden til deres afklædthed og deres kissejav med at komme hurtigt i vandet, mens de var overophedede.

Fra tyst, lykkelig ensomhed til forvirret lykkelighed. Eller hvordan skulle jeg beskrive min tilstand. Jeg nåede det overhovedet ikke før 6 glade ansigter med glatte frisurer dukkede op rundt om mig, og et af dem måtte nødvendigvis spørge, hvem jeg var, eller hvor jeg kom fra eller hed eller hvad jeg lavede i deres vandhul. De snakkede islandsk, så jeg forstod intet udover hvad deres tegn, gerninger og smil tilsagde mig. Men jeg sagde, at jeg hed Per, for det ville de nok gerne vide. Jeg var fra Danmark. Og så vidste jeg ikke mere at sige. Men de forstod dansk nok til at forstå mig. Og de kunne også sige noget på dansk. Så da de havde svømmet lidt rundt om mig, ja nogle dykkede sågar, førte en af dem ordet, og sagde, at jeg skulle med ind i saunaen, gufubadet, og få varmen!

Jeg frøs nu ikke særligt, men jeg blev gelejdet hen til trappen og med en pige i hver hånd løb vi hen til det mærkelige lille hus, hvor en inderdør var lukket så al varmen ikke var forsvundet. Der var kun et lille vindue på bagsiden. En ovn med varme sten på, sørgede for heden. Alle fik sat sig, hvor de åbenbart havde siddet før, men det var så tæt, at der ikke var plads til at klemme mig ned mellem dem. Jeg kunne da sagtens stå, sagde jeg, selvom tanken om at stå foran seks islandske skønheder var ret så grænseoverskridende. Selv med det dunkle lys. Men så var der en, der sagde noget, som de andre åbenbart fandt sjovt, og et øjeblik efter fandt jeg mig selv liggende blødt og behageligt på 12 kvindelår.

Som temperaturen steg og vi svedigt klistrede sammen, og jeg vovede at kigge ned langs rækken af glade ansigter og forskellige bryster, følte jeg mig så afslappet og fredfyldt som aldrig før.Snakken aftog, dæmpedes. Jeg var atter i min kontemplative tilstand fra før, forstærket af de klistrede lår mod ryg, og hænder der hvilede på mig, eller holdt mig for at jeg ikke skulle falde ned af de glatte lår.

Et ufattelige held, at ramle ind i ungpigernes badstueaften – og blive inviteret med! Det kunne jo ikke med nogen sandsynlighed ske. Og ville der ske mere? Det ville være endnu mere usandsynligt. Jeg vidste inderst godt, at det ikke var rigtigt. Men jeg ville ikke. Nej, jeg ville for alt i verden ikke åbne de øjne. Men jeg var ved at blive træt i hænderne, det var svært at holde min bagdel oppe og benene strakt. Så jeg stod op af vandet. Så mig lidt omkring, og gik, før jeg tog tøj på igen, hen til bygningen og tog i døren. Den gled let op. En til dør indenfor! Også den gik op. Og en lille sauna, med 2 rækker bænke åbenbarede sig for mig.

Så jeg havde ret. Det kunne aldrig være sket. Jeg ville have  fået en siddeplads hvis det var sket. Og et skilt på døren kundgjorde, via min Google translator, at det var i går den månedlige badstueaften for byens ungmøer fandt sted.

Ak ja, så tæt på –  og så alligevel ikke!