Min bademø 3

Da vi havde afsluttet et dejligt aftensmåltid og sat os med en kop kaffe på terrassen i den stadigt lyse og lune myggetruende aften, spørger Lise almindeligt konverserende:

-Fik du dig en god dukkert i morges?

Det er ikke så tit, hun spørger, men det er da hændt.

–Jo tak. Vandet var dejligt!

-Og skete der noget særligt dernede?

-Næh, vandet var som sagt dejligt. Og jeg blev ret våd.

Nu var jeg ret mystificeret, men forklaringen kom, da hun sagde:

-Og hende, den svenske badenymfe. Skulle du ikke hilse fra hende?

-Du har læst på min computer?

-Ja, når du lader den være tændt, så man ikke kan undgå at se, at ens mand fører dagbog over sine eskapader for næsen af én, så ja!

Nu var den beherskede, rolige facade væk. Øjnene skød lyn.

-Hvad hedder hun?

-Jamen Skat. Det er jo en historie, jeg er ved at skrive. Til Den nye Skriveskole, hvis du vil vide det. Du kan selv læse 1. del. Det er ikke nogen dagbog. Det er aldrig sket, jeg har bare brugt mine morgenbade, som et afsæt for en lille historie. Sådan noget sker jo ikke rigtigt i virkeligheden!

-Nej, men du kunne nok godt tænke dig, at det gjorde!

Og så rejste hun sig og gik ind i huset, smækkende døren efter sig.

 

Næste morgen, da jeg vågnede ved syvtiden, var hendes seng tom, men hun havde efterladt en besked i køkkenet.

Jeg er kørt hen efter brød, stod der. Jeg havde frygtet noget andet. Dejligt, så var hun da næppe sur mere. Og jeg begav mig i sædvanlig morgenbetaget stemning ned til søen.

Atter den blikstille sø og solen allerede oppe over trætoppene, så den kunne spejle sit strålende ego, mensvi andre blot kunne vise vores tilstedeværelse ved at bryde igennem vandoverfladen og forstyrre den.

Jeg skævede over til den modsatte bred og tog så de 4 trin på den kølige metalstige ned i vandet.

Plaskede lidt rundt og bare nød det. Fred og ro. Meditative brystsvømningstag. Alt var godt.

Men pludselig: Et forfærdeligt søuhyre trak mig pludselig ned under vand med et fast greb om mine ædlere dele. Jeg ville skrige, men det blev til lydløse bobler ud af munden.

Var det Den store Gedde, som nu snart måtte have fortæret, hvad den troede var en albinoål? Hvis det var tilfældet, kunne jeg lige så godt blive dernede – til evig tid!

Men inden jeg havde nået at forsøge at løsrive bæstet, med risiko for yderligere skader i området, slap den grebet, og jeg kæmpede mig op til overfladen, gispende efter vejret, kun med tanke for at komme op på land.

Så så jeg noget stort skyde op mod mig fra dybet og var ved at gå i panik igen, da Lises hoved dukkede op lige foran mig!

-Lise? Var det dig?

Mine hænder var allerede i gang med at sikre sig, at jeg stadig var intakt. Jeg var mere end lettet men forvirret og vred på samme tid.

-Hvad laver du her? Du gav mig et chok!

-Jeg trængte også til at blive redet, sagde hun med et polisk smil. -Men jeg kan jo gøre det lidt nemmere for dig ved selv at komme op af vandet.

Og så svømmede hun hen til stigen og kravlede op.

Jeg måtte lige komme mig lidt. Aldrig havde min sø budt mig noget lignende.

Da jeg kom op på bådebroen, lå hun på ryggen i al sin yndige nøgenhed. Dog med en lyserød stråhat strategisk anbragt et stykke under navlen.

Men brysternes utvetydige kaldesignaler og hofternes overgang til henholdsvis talje og lår formåede den ikke at skjule. Og da slet ikke for min før så forskrækkede manddom, som nu stille og roligt mandede sig op og tog revanche. Så meget, at jeg kunne bøje mig og fjerne stråhatten og hænge den op foran mig selv.

Hun åbnede øjnene lidt for at se, hvad jeg foretog mig. Så smilede hun og løftede det ene ben op og fik fat i hattens skygge med tæerne og løftede den væk fra sin plads og sendte den direkte i vandet. Så lukkede hun øjnene igen og lod solen og mit blik kærtegne hendes krop.

Ret hurtigt efter var det dog ikke kun mit blik, der kærtegnede hendes krop. Og solen fik ikke en chance.

Da vi senere hånd i hånd gik op mod huset, tænkte jeg på den lyserøde stråhat.

Hvor havde hun fået den fra? Og jeg kom i tanke om, at jeg jo havde samlet den op af vandet, da jeg sejlede tilbage i går. Og havde efterladt den i båden.

Lise sagde ikke noget om den. Heldigvis – men jeg havde en klar fornemmelse af, at det nu var slut med at gå ned og bade alene.

Men med dagens start i dag – hvert fald den sidste halvdel – var det faktisk også helt ok!

 

Min badesø 2

Næste morgen, solen var lidt højere på himlen, men friskheden var endnu morgenens. Lette strømninger i luften var velkomne, da de afmærkede min krops udstrækning, en effekt vandet snart ville overtage.

Øjeblikket, hvor fortrydelse ikke længere var en mulighed, bragte en vidunderlig omfavnelse fra vandet side, og jeg kvitterede ved at vende mig og lave et par rygsvømmetag og derefter ligge med udstrakt krop og flyde med ganske lette håndbevægelser.
Stilheden! Det var mere stille end tyst. Jeg lukkede øjnene og ville bare flyde rundt og pleje mine hjernebølger. Kalder alfa: værs’go nyd! Vandmeditation. Det er livet. Men på et eller andet tidspunkt sank bagdelen ned, og efter nogle genopretninger af kroppen til ret tilstand opgav jeg mit flydeprojekt og kravlede op ad stigen til badebroen.

Jeg stod og lod mig afvande og lukkede naturen ind via øjnene. Og så på den anden søbred, et par hundrede meter væk, at en kvinde, ingen tvivl om det, samme beklædning som mig, eneste forskel er en vel mest lyserød stråhat, vil jeg tro, med skygge hele vejen rundt. Hun bevægede sig ud på en mindre planke for derfra stille at lade sig glide ud i vandet. Hendes lyserøde hat sås fjerne sig lidt fra bredden. Og stoppede så op.

Det var første gang, at der var andre i min sø end nogle ænder, som fløj, når jeg dukkede op. Hun måtte jo have set mig, i fuld figur på broen. Jeg så jo hende. Kiggede hun herhen nu? Jeg satte mig ned med benene dinglende ud over kanten. Kunne ikke lide så åbenlyst at stå og stirre, men på den anden side kunne jeg heller ikke lade være. Det var mærkeligt, at der var andre mennesker til. Her. Lå der ikke en lille hytte i skoven den vej? Det måtte der jo gøre.
Pludselig kom der lidt uro rundt om hende. Hun slog lidt med armene. Nu forsvandt hun! Nu dukkede det lyse hoved op og nogle arme. Prøvede hun at signalere? Der kom  også nogle lyde fra hende.
Der var noget galt. Var hun blevet dårlig? Var hun ved at drukne?

Jeg tænkte ikke. Hoppede ned i min robåd – uden årer men med en lille elektrisk påhængsmotor – og fik skubbet båden væk fra broen og motoren på fuld fart, hvilket ikke var meget, men i løbet af et umådelig langt minut var jeg henne ved hende. Jeg havde ikke sluppet hatten af syne. Og da jeg er henne ved den hoppede jeg ud af båden og så det jeg frygtede. Det var kun en hat, der lå og duver i vandoverfladen. Hun selv var ikke under den!

Lettere panisk, for det her var ikke sjovt, dykkede jeg ned under vandet og prøvede at se gennem det noget mørke, okkerfarvede vand men må hurtigt opgive og stige op til overfladen. Og så pludselig lige ind i to mørke. men alligevel blå øjne. Og de så ind i mine. Tiden var nok mest ikke-eksisterende, også mens hendes arme var i gang med at omslutte min overkrop og trække mig ind til hendes krop.

Jeg har lært, at man altid skal frigøre sig fra en druknende, der omklamrer én. Men det råd gav jeg pokker i. Men noget måtte jeg jo gøre for at redde hende, så jeg holdt på samme måde om hende indtil vi var meget, meget tæt på hinanden. Vore ben lavede trædevandebevægelser, hvilket lige akkurat holdt vore hoveder i vandoverfladen.
-Tack för att du reddade mig, snälla! Sagde hun med en voldsomt æggende stemme, og så lukkede hun øjnene, men formåede alligevel at ramme lige præcist min mund og trykke læberne mod mine i et kys, der rummede al den naturlige kvindeurkraftsophidselse, som kunne rummes i en person. Og tiden gik ikke i gang igen. Jeg modtog – indtil jeg begyndte at give. Det lykkedes mig at udskyde tanken om hvad hulan der lige skete for mig her. Det ville jeg vente med at finde ud af. Og jeg skulle heller ikke begynde at sige noget, når kysset ophørte, for jeg skulle absolut ikke ødelægge noget.

Da vore læber måtte skilles kortvarigt, var det hændernes tur. Alle fire. Og så brysternes tur. Begge to. Og så fandt hun på noget. Og jeg gengældte. Og lige som jeg troede, vi ikke kunne komme tættere på hinanden, blev jeg klogere.
I dag overgik virkeligheden fantasien. Så meget var sikkert, da vi kravlede op på den interimistiske badebro og sad og kiggede skiftevis på søen og hinanden.
Jeg havde vist ikke sagt andet end lyde. Men måske forventede hun ikke andet af mig? Verbalt altså. Jeg var stadig bange for at bryde magien. Men sagde alligevel: Jeg er glad for at jeg reddede dig!
Hun smilede så smukt og levende og dejligt – og så rejste hun sig efter at have kysset mig i øret og sagt: Kanske vi ses igen. Med sin vejrtrækningsstoppende bagdel, som jeg ikke havde haft mulighed for at se endnu, fjernede hun sig så ind i skoven og var snart opslugt.
Jeg sad jeg ved ikke hvor længe og ved ikke hvad jeg tænkte og vidste ikke om det var sket, men vidste så alligevel, at jeg måtte svømme ud til den drivende båd og se og komme hjem.

(fortsættes)

Min morgensø 1

Morgenen har vækket mig så betids, at søens overflade stadig er iklædt sin mystiske em. Drivende dukkeskyer dækker vandoverfladen og intet lille vindpust forsøger at omgøre dette.

Jeg er gået de små 50 meter fra huset gennem den sommerblomstrende eng. Det høje græs når næsten til knæene, og af og til fanger tæerne nogle stængler fra små blomster og laver en lille buket, som jeg stopper og fjerner.

Håndklædet har jeg ladet tilbage, da vejret er til lufttørring. Jeg har kun mig selv med, og da jeg når ned til badebroen møder synet af vandoverfladen med modsatte breds omvendte skovbryn mig, og forsikrer mig om, at verden er dejlig. Blå himmel med sol, der lige er nået op over trætoppene og derfor også befinder sig i søen.
Jeg går forsigtigt ned af stigen, der står på bunden nogle meter nede, og det svale vand sluger mine ben, inden jeg drejer mig og lader mig glide ud i søen med et par svømmetag.
Dette øjeblik er det bedste. Dette punkt, lige der hvor jeg læner mig fremover. Jeg kan endnu nå at fortryde og kravle op, hvis det føles for koldt. Nu kunne jeg, måske, lige nå at trække mig tilbage. Men nu, point of no return, kroppen vil om et mikroøjeblik være omgivet af køligt, dejligt vand. Med ét sanser og mærker jeg hele min krops overflade. Den tænkte jeg ikke meget på før. Men nu definerer den mig her i søen. Det er køligt, så jeg svømmer og bruger muskler og vænner mig hurtigt til det nye element og kan nu stoppe op og med små bevægelser træde vande og lade blikket følge søens bredder 360 grader og lade det trænge ind, selvom det reelt næsten er uforståeligt, at jeg kilometervis fra nærmeste nabo og vej en årle morgen ligger i en svensk sø. Helt, helt alene. Ingen lyde. Ingen. Kun når jeg skubber vandet lidt til siden.

I dag føler jeg mig meget som ét med det hele. Andre gange ikke. Det er ikke noget, jeg kan styre.
Solen er lidt højere oppe nu. Emmen fordufter fra søens overflade. Og velværen regerer. Nogle stille svømmeture langs med bredden og tilbage til broen. Op ad stigen. Stå på broen og lade mig tørre af den allerede varmende sol. Et sidste blik på den også i morgen på mig ventende sø.
Gennem engen, hjem til kaffen på terrassen.

 

Frelsertudsen

 

Så er vi samlet i Micks forældres store hus på Jægersborg Allé. De er selvfølgelig ikke hjemme og det er mig, der har hentet de andre, da det er mig, der har vores matrøde Rugbrød med den delte forrude. 1.000 kr hver gav vi vist. Mig, Almberg, Helene, Mick, Ebbe, Krabbe og Hans.

Det er noget af en villa. Hvid med Mansardtag og hall og kæmpestue med indbygget pejs.

Krabbe er allerede begyndt at varme den fede, sorte afghaner, udsmuldret på sølvpapiret, over en lighter. Doors drejer rundt med 33 !/3 i minuttet. ”The End” selvom vi først lige er startet. Bagefter ligger Jefferson klar med ”Crown of Creation” og da chillum’en har været rundt to gange, er den store lædersofa uovertruffen til at ligge og indtage musikken i.

 

Det er sjældent vi kan høre musikken så højt som her, da vi alle bor hjemme, undtagen en, der bor til leje, hvilket ikke er meget bedre. Efter en fed sker der noget uforklarligt med musikken. Den vokser og fylder og erobrer opmærksomheden. Den bliver uomgængelig. Den bliver overvældende og almægtig nogle gange.

 

Mit hår forsyner mig med en beskyttelse mod omverdenen, når jeg bøjer hovedet forover og lader det følge rytmen.  Coveret til ”Electric Ladyland” går rundt, og ”Sgt. Pepper” studeres endnu en gang og nye personer genkendes.

 

Nu har Krabbe lagt en lille bitte pille til os hver på bordet. Han har fået skaffet dem. Det er LSD. Jeg har aldrig prøvet det. Tre af de andre har. Vi har alle hørt om ’bad trips’, men det sker jo så sjældent. Jeg kunne hvert fald godt tænke mig at prøve – bare én gang!
Jeg har læst Timothy Leary, Huxley, Carlos Castaneda, En Yogis selvbiografi, Den tibetanske Dødebog, Ouspensky, Thomas a Kempsis og jeg ved ikke hvad. Det hele roder rundt i hovedet. Den eneste logiske konsekvens af alt dette er at man selv må prøve et eller andet.

 

Den første lille time går med at sidde og vente. Sker der noget nu? Ser de ikke lidt mærkelige ud, de andre? Ændrer stemmerne sig? Ja! Nej, vist ikke alligevel.

Vi går ud i den forårsgrønne have med de høje, gamle træer. Og her kommer altet mig i møde. Jeg tænker vist ikke sådan. Men jeg er meget mere indforstået med træernes blade og den blå himmel end jeg før har været. Tingene har åbenbart nogle andre farver, som er meget rigtigere end deres ’rigtige’.

Og det er så fredfyldt. Jeg er glad. Eller er jeg glæden?

 

De andre sidder lidt tilfældigt i græsset. Nogle snakker. To har lavet en ny chillum. Jeg takker nej. Jeg er jo ikke blevet uansvarlig. Jeg flår ikke tøjet af og løber ud på vejen. Jeg betragter. Alt og det hele. Suger det mærkelige, uforklarlige til mig. Vidste ikke at træerne og jeg på en eller anden måde var hinanden.

Jeg ligger udstrakt på ryggen og synker ned i græsset og behøvede ikke mere for at være glad, lykkelig og tilfreds. Her vil jeg blive. På bagsiden af øjenlågene ser jeg – ja, hvad ser jeg ikke.

Der går nogle timer tror jeg. Der er the og noget brød inde i huset. Vi går ind.

 

Men ganske stille og roligt ændrer verden sig. Min ’væren over det hele’ er slut. Nu sidder jeg og lurer på forskellige genstande på bordet. De er lidt plombe, sådan lidt ubrugelige, ligegyldige. Jeg snakker med de andre. Men gør jeg nu det? Det er hvert fald pr. automatik, og det når aldrig frem til min hjerne.

 

Faktisk bliver jeg mere og mere utilpas. Jeg føler at tingene, væggene rykker ind på mig. Jeg synes ikke at jeg kan være sikker på verden mere. Havde den været god og dejlig før? Jeg tror det ikke. Det var ondt, at den var blevet fremstillet sådan. Jeg kan jo se gennem vinduerne, hvordan solen forsvinder bag træerne og det onde rykker frem mod huset og nu kradser på døren.

De andre sidder helt klart og lægger planer for at forstyrre den nylige fred. Og deres mål er ødelæggelse af København! Det kommer så pludseligt til mig. Det kan derfor ikke være andet end rigtigt. Men de har aldrig været onde før! Nej, netop. Det er snedigt og modbydeligt.

Jeg vender mig bort fra bordet i rædsel, og dér, midt på gulvet sidder den største, grimmeste tudse, jeg nogensinde har set. Den er større end mig. Grønbrun. Kigger ret på mig. Dens hud knoppet og vortet. Det må være deres hemmelige våben. Og jeg skriger indvendigt.

Så siger den noget – uden at snakke rigtigt – for det er kun mig, der hører den inde i mit hoved. Og det er der ikke noget mærkeligt i. Det er klart og tydeligt om end lidt kvækkende.
”Tag det roligt Per. Jeg vil frelse København og resten af verden med. Jeg frelser dig fra alt det onde, der er ved at nærme sig. Kom til mig og foren dig!

Det er ikke så mærkeligt, som det lyder. Jeg bliver med ét helt rolig og glad. Rejser mig og går nogle skridt hen imod den. Så blinker den til mig og forvandler sig til en stor grønbrun lænestol, som jeg velbehageligt synker ned i. Og falder straks i dyb søvn.

Først flere timer efter vågner jeg. De andre har ladet mig sove – og tak for det.

Jeg er mig selv igen. Verden består og er som København frelst fra alt det onde, der har været tæt på at få overtaget.

Jeg ved godt, at det nok havde været klogere at været blevet hjemme og læse til min studentereksamen. Men jeg føler, at den her dag alligevel har været berettiget. Jeg har lært mere om verden end det jeg kunne have læst i Geografi, som er det jeg skal op i om tre dage.

 

Kamelia

Det var desværre ikke første gang. Langt fra faktisk. Ja, man kunne egentlig godt sige, at det var et tilbagevendende problem. De var begge trætte, det var fredag, ingen havde taget ansvaret for hvad der skulle indtages som aftensmad. Og ingen af dem havde den mindste lyst til at bringe det på bane, og dermed risikere, at være den, der kom til at hænge på den.

Reelt var det jo nok Georgs tur, men så let var det desværre ikke. Gerda kunne lige så godt være den udvalgte, med det efterhånden ganske uoverskuelige regnskab over hele og halve maduger, byttede dage, fast food aftener, mad til sig selv kun samt mange andre afarter.

Det ændrede dog ikke ved, at de var enige om én ting, nemlig at det måtte være den andens tur i aften.

”Går du i gang med maden”?

Gerda hævede langsomt blikket fra sine knæ og kiggede ligeud. – ”Sagde du det, jeg tror jeg hørte”?

”Sandsynligvis. Jeg spurgte om du går i gang med maden. Jeg er ved at være lidt sulten. ” Han havde besluttet at tage tyren ved hornene, selvom han syntes hun lige nu var en dum ko. –”Jeg lavede mad i går.”

Han vidste straks, ja endnu før sætningen var tilendebragt, at han skulle have varet sin mund. Gerda ville aldrig helme før han havde indrømmet, at det var hende, der havde lavet maden i går. Og han rejste sig sukkende: ”Nå, men jeg kan godt lave det i dag også, hvis du er træt”. He, hvis hun nu ikke sagde ham imod, så indrømmede hun, at det var ham, der havde lavet mad i går. Og så var det ligesom lidt nemmere også at lave det i dag.

Han noterede sig, mens han var på vej ud i køkkenet, at hun var i vildrede med, hvordan hun skulle forholde sig. Sagde hun noget, kunne hun risikere, at han ikke ville lave mad alligevel. Og sagde hun ikke noget, havde hun på fornemmelsen, at han havde taget fusen på hende.

”I kunne måske også for en gangs skyld lave maden sammen! ”

De kiggede begge på den anden.  Men det var ikke ham/hende, der havde talt. Og det lød også mest som en talende kamel og ikke som et menneske. Som eet væsen med to hoveder, vendte de dem samtidigt mod fjernsynet, hvorfra det oftest var, at der kom stemmer, når det ikke var den anden, der talte. Og med en vis forundring så de, at talen kom fra en kamel, der stod foran fjernsynet, med sin U-formede hals let drejet ind mod stuen gumlende på ingenting. Eller måske på næste sætning.

Gerda var hurtigst; nok fordi hun havde mest at tabe: ”Hvad har det med dig at gøre?”

Kamelen tyggede dog fredsommeligt videre, og det så ikke ud, som om der var noget svar på vej.

Hun vendte sig mod Georg, som sad i sofasættets en-persons sektion, mens hun selv havde anbragt sig i den 3-personers.

”Er det dig?”

”Nej, det da ved Gud det ikke er. Jeg sidder jo lige her!”

”Ja, som har bragt den med, selvfølgelig. Det kunne ligne dig. Jeg forstår bare ikke, hvad det skal være godt for.”

”Nej, jeg ser den også først lige nu. Og jeg er ret sikker på, at den ikke var her, da jeg kom hjem.”

Kamelen gumlede sindigt videre. Dens to pukler ville have skrabet loftet, om ikke de havde en lidt hældende tendens ud i rummet. Var det et tegn på moderat vandmangel, eller var det bare som det skulle være. Det spørgsmål kunne Georg ikke lige greje. Han måtte huske at spørge ved lejlighed.

Det var straks noget sværere at forholde sig til dens tilstedeværelse i lejligheden. Skulle man gå hen og klappe den et eller andet sted som en slags velkomst? Eller måske spørge den, om den ikke kunne være gået forkert? Det var jo nok det mest sandsynlige. Der var egentlig, når han tænkte over det, en masse andre spørgsmål, der nok burde stilles. Men det skulle Gerda nok klare.

Men de fik jo ikke mad af, at han blev siddende her. Og Gerda skulle nok kunne underholde Kamelus alene. For han blev nok nødt til at smutte ned hos købmanden, nu de havde fået gæster. Hvad spiste kameler egentlig. Der var vel egentlig kun sand i ørkenen. Og så drak de, når de kom til en oase.

”Nå, jeg smutter ned til købmanden. Og jeg skal nok lave maden!”

”Nå, og så lader du bare mig være alene med den dér? Det kan du ikke være bekendt!” Hun skumlede med armene over kors. Det lovede ikke rart. Godt han skulle gå.

Kamelen kastede et blik hen på ham, da han rejste sig. ”Hej”, sagde den. Og næsten ikke forundret svarede han: ”Hej så længe”.

På vej ned ad trappen mente han at have fundet en plausibel forklaring på kamelens pludselige tilsynekomst. Han havde i går set ”Hvem pukler kamelerne for?” på TV3. Og han havde slukket midt i en scene, da han ikke helt forstod den. Måske en af kamelerne havde forvildet sig ud af skærmen, det virkede lidt rodet på det tidspunkt. Forvildet sig et sted i maskineriet – det var jo nok aldrig sket, hvis de havde fået sig en fladskærm – og da den selvfølgelig ikke kunne finde tilbage til filmen, som jo for længst var overstået, var den på en eller anden måde brudt ud af bagbeklædningen! Det var hvert fald den bedste forklaring, han lige kunne finde på. Men han vidste også godt af erfaring, at det ikke var alt man skulle forstå.

Men nu hvor Gerda var alene med kamelen, tænkte hun, at hun lige så godt kunne udfritte den om lidt af hvert, og især om hvad den egentlig lavede her. På 3. sal. Så hun startede med at spørge den om dens navn. Det var vel det høfligste, nu den ikke havde fundet det for godt at præsentere sig selv. ”Jeg hedder Gerda. Hvad hedder du?”

”El Kamelia” fremtyggede den. Lidt accent, men ellers forståeligt nok.

”Og hvad laver du så foran vores fjernsyn, om jeg må være så fri at spørge?”

”Jeg venter”

”Venter?”

”Ja”

”På hvad, om jeg må spørge”

”Det må du godt. Jeg venter på, at du skal sluge mig.”

  • ?

”Ja, jeg har fået job hos Allah, som sender mig rundt til folk, som har et eller andet at lære. Noget mere eller mindre ubehageligt, som de bliver nødt til sluge. Hvis altså de vil have tingene til at gå!

”Allah min bare. Jeg fatter ikke en dyt.” Hun kunne godt nu have brug for Georg. Om ikke andet så bare til at bekræfte hende i, at det her ikke var normalt.

”Jeg ved godt, det kan være meget svært. Men tænk lige over det. Men ikke for længe. Jeg synes jeg kan høre døren i opgangen gå.”

Lidt efter gik hoveddøren op og Georg kom ind ad døren. Da hverken Gerda eller kamelen befandt sig i stuen, gik han ud i køkkenet, hvor Gerda stod og rumsterede og gjorde klar til noget aftensmad.

Forglemmende et ’hej igen’ spurgte han: Hvor er kamelen?”

”Jeg har slugt den!”

”Slugt den?”

”Ja, det sagde den jeg skulle. Og ved du hvad? Det havde den så evig ret i. Jeg sluger min rethaveriske adfærd fra nu af. Vi er trætte begge to. Jeg skal ikke snyde mig til en halv times uberettiget ophold på sofaen, mens du går i køkkenet og servicerer mig. Nu starter et nyt liv takket være El Kamelia og Allah.”

”Allah?”

”Ja, det det sagde den, men det kan være lige meget.”

”Men hvad så med den her dåse kamelmælk, jeg har købt til den”

”Den kan vel holde sig. Og måske kommer hun igen. Måske er der noget, du vil have godt af at sluge engang!”

 

Det 3. øje

Det 3. øje Hvad nu hvis jeg ikke en morgen var vågnet op med et tredje øje? Svært at sige, men jeg ville i givet fald ikke have opdaget, at jeg havde et! Uret ringede, Lisbeth vendte sig om på den anden side, og jeg trissede ud på badeværelset. Tandbørstningen overstået og med barberskum i ansigtet så jeg i spejlet at en treøjet person med hvidt skæg stirrede igen på mig. Og så blev jeg vågen! Men samtidig svimlede det, og jeg måtte sætte mig på det nedslåede toilet. Hvad skete der lige her? Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem. Måtte se i spejlet om jeg kunne lukke mit nye øje. Jeg lukkede øjnene igen. Men så kunne jeg ikke se mere. Så lukkede jeg kun et øje. Og så at det tredje øje stadig var åbent. Altså jeg kunne ikke se med det. Men det tredje øje er jo heller ikke af så verdslig beskaffenhed. Jeg kom til at tænke på, at jeg den sidste tid havde intensiveret mine meditationssessioner. Og i går faktisk så længe, at jeg vistnok sad og faldt i søvn, da Lisbet fandt mig og viklede mine lotusben ud af hinanden og foreslog sengen, som et bedre sted at sove. Men jeg havde ikke siddet og sovet. Nej! Jeg havde siddet og udviklet mit tredje øje. Jeg havde koncentreret al min opmærksomhed på lige det punkt bag pandeskallen. Og i dag var jeg blevet belønnet med dette astrale øje. Jeg følte mig med ét både esoterisk og clairvoyant. Men hvordan kunne jeg gå rundt med et øje midt i panden uden at vække voldsom opmærksomhed. Jeg havde ikke så meget hår, at jeg kunne skjule det bag en ny frisure. Men måske det kun var én selv, der kunne se det? Eller kun andre højere åndeligt udviklede? Det måtte afprøves inden jeg tog på arbejde og jeg gik ind for at kysse Lisbeth farvel. -Kan du se noget forandret ved mig, skat? Jeg måtte jo selv spørge, når nu hun ikke var gået i chok. -Nej, – jo, du har stadig skum i ansigtet, men du har ikke barberet dig. -Ellers ikke noget, spurgte jeg både frygtende og håbende. -Nej, hvad skulle det være? Ha’ en god dag på kontoret. Husk at mor komme til mad i aften. På vej til arbejdet, fornemmede jeg rigtigt den forandring, der var sket. Jeg var helt og aldeles hævet over den mikrobagatel, at hendes mor skulle komme. Og det var aldrig hændt før. Verdensaltet kom strømmende ind af bilruden og jeg styrede ved at gøre mig til et med bilen, som lystrede min mindste øjendrejning. På kontoret var der nogle, der måske skævede lidt til mig. Men jeg udstrålede nok en helt anden karisma end jeg plejede. Jeg kunne allerede se, at jeg blev nødt til at opgive mit fysiske job og slå mig ned i en ashram. Jeg så det så tydeligt for mit indre øje, ville jeg have sagt før, men det var for mit tredje øje, jeg så det. Siddende og sendende fredfyldte tanker ud i alle retninger, forhindrende krig og ufred. Det var det jeg skulle. Og der var i og for sig ingen grund til at begynde dagens arbejde. Chefen var kommet, og det var rimeligt, at jeg hurtigst muligt fortalte ham det, så han kunne få ansat en anden. Jeg så for mig, da jeg bankede på døren, at han ville tilbyde mig en periode, hvor jeg kunne få lov at meditere formiddag og eftermiddag i et stille lokale, samt at firmaet ville sørge for at indkøbe den fornødne the, som en som jeg har behov for. Så da han sagde: Kom ind, kom det ikke så lidt bag på mig, at han kom hen imod mig, og granskede mig indgående inden han sagde: Jamen, så fjern dog det fjollede øje, mens han med et snuptag fattede det og rev det af og rakte mig det! Jeg tog befippet imod et klistermærke, forestillende et øje! -Ja, hvad ville du? Jeg kunne hverken svare eller forstå, hvad der i det hele taget skete med mig. Jeg vendte omkring og gik stille ud af døren. På mit kontor tog jeg mit overtøj og tasken og forlod stedet med alles øjne følgende mig. -Hvordan kunne du, Lisbeth? For mit indre øje så jeg min egen dårskab udstillet. Så også hvordan Lisbeth nok var blevet noget træt af min flirten med det åndelige og selvfølgelig bare havde forestillet sig, at jeg selv havde hevet ’øjet’ af når jeg så det i spejlet. Hun var så gået med på en spøg, hun troede jeg lavede med hende, da jeg spurgte hende, om der var noget anderledes ved mig. Men det var mærkeligt som jeg følte mig hævet over det, der var overgået mig. Ja, faktisk følte jeg mig pludselig let og svævende, nærmest som da jeg kørte på arbejde. Faktisk følte jeg mig hævet over de små jordiske genvordigheder, og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde et tredje øje inde bag klistermærkeøjet. Og det kunne ikke bare hives af. Og hendes mor skulle være velkommen i aften. Jeg vendte bilen og kørte tilbage på arbejde. Ingen kommenterede mit fravær eller mit forhenværende øje i panden. Og jeg spørger tit stadigvæk mig selv: Hvad nu hvis jeg ikke var vågnet op med et tredje øje i panden?

Det 3. øje Hvad nu hvis jeg ikke en morgen var vågnet op med et tredje øje? Svært at sige, men jeg ville i givet fald ikke have opdaget, at jeg havde et! Uret ringede, Lisbeth vendte sig om på den anden side, og jeg trissede ud på badeværelset. Tandbørstningen overstået og med barberskum i ansigtet så jeg i spejlet at en treøjet person med hvidt skæg stirrede igen på mig. Og så blev jeg vågen! Men samtidig svimlede det, og jeg måtte sætte mig på det nedslåede toilet. Hvad skete der lige her? Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem. Måtte se i spejlet om jeg kunne lukke mit nye øje. Jeg lukkede øjnene igen. Men så kunne jeg ikke se mere. Så lukkede jeg kun et øje. Og så at det tredje øje stadig var åbent. Altså jeg kunne ikke se med det. Men det tredje øje er jo heller ikke af så verdslig beskaffenhed. Jeg kom til at tænke på, at jeg den sidste tid havde intensiveret mine meditationssessioner. Og i går faktisk så længe, at jeg vistnok sad og faldt i søvn, da Lisbet fandt mig og viklede mine lotusben ud af hinanden og foreslog sengen, som et bedre sted at sove. Men jeg havde ikke siddet og sovet. Nej! Jeg havde siddet og udviklet mit tredje øje. Jeg havde koncentreret al min opmærksomhed på lige det punkt bag pandeskallen. Og i dag var jeg blevet belønnet med dette astrale øje. Jeg følte mig med ét både esoterisk og clairvoyant. Men hvordan kunne jeg gå rundt med et øje midt i panden uden at vække voldsom opmærksomhed. Jeg havde ikke så meget hår, at jeg kunne skjule det bag en ny frisure. Men måske det kun var én selv, der kunne se det? Eller kun andre højere åndeligt udviklede? Det måtte afprøves inden jeg tog på arbejde og jeg gik ind for at kysse Lisbeth farvel. -Kan du se noget forandret ved mig, skat? Jeg måtte jo selv spørge, når nu hun ikke var gået i chok. -Nej, – jo, du har stadig skum i ansigtet, men du har ikke barberet dig. -Ellers ikke noget, spurgte jeg både frygtende og håbende. -Nej, hvad skulle det være? Ha’ en god dag på kontoret. Husk at mor komme til mad i aften. På vej til arbejdet, fornemmede jeg rigtigt den forandring, der var sket. Jeg var helt og aldeles hævet over den mikrobagatel, at hendes mor skulle komme. Og det var aldrig hændt før. Verdensaltet kom strømmende ind af bilruden og jeg styrede ved at gøre mig til et med bilen, som lystrede min mindste øjendrejning. På kontoret var der nogle, der måske skævede lidt til mig. Men jeg udstrålede nok en helt anden karisma end jeg plejede. Jeg kunne allerede se, at jeg blev nødt til at opgive mit fysiske job og slå mig ned i en ashram. Jeg så det så tydeligt for mit indre øje, ville jeg have sagt før, men det var for mit tredje øje, jeg så det. Siddende og sendende fredfyldte tanker ud i alle retninger, forhindrende krig og ufred. Det var det jeg skulle. Og der var i og for sig ingen grund til at begynde dagens arbejde. Chefen var kommet, og det var rimeligt, at jeg hurtigst muligt fortalte ham det, så han kunne få ansat en anden. Jeg så for mig, da jeg bankede på døren, at han ville tilbyde mig en periode, hvor jeg kunne få lov at meditere formiddag og eftermiddag i et stille lokale, samt at firmaet ville sørge for at indkøbe den fornødne the, som en som jeg har behov for. Så da han sagde: Kom ind, kom det ikke så lidt bag på mig, at han kom hen imod mig, og granskede mig indgående inden han sagde: Jamen, så fjern dog det fjollede øje, mens han med et snuptag fattede det og rev det af og rakte mig det! Jeg tog befippet imod et klistermærke, forestillende et øje! -Ja, hvad ville du? Jeg kunne hverken svare eller forstå, hvad der i det hele taget skete med mig. Jeg vendte omkring og gik stille ud af døren. På mit kontor tog jeg mit overtøj og tasken og forlod stedet med alles øjne følgende mig. -Hvordan kunne du, Lisbeth? For mit indre øje så jeg min egen dårskab udstillet. Så også hvordan Lisbeth nok var blevet noget træt af min flirten med det åndelige og selvfølgelig bare havde forestillet sig, at jeg selv havde hevet ’øjet’ af når jeg så det i spejlet. Hun var så gået med på en spøg, hun troede jeg lavede med hende, da jeg spurgte hende, om der var noget anderledes ved mig. Men det var mærkeligt som jeg følte mig hævet over det, der var overgået mig. Ja, faktisk følte jeg mig pludselig let og svævende, nærmest som da jeg kørte på arbejde. Faktisk følte jeg mig hævet over de små jordiske genvordigheder, og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde et tredje øje inde bag klistermærkeøjet. Og det kunne ikke bare hives af. Og hendes mor skulle være velkommen i aften. Jeg vendte bilen og kørte tilbage på arbejde. Ingen kommenterede mit fravær eller mit forhenværende øje i panden. Og jeg spørger tit stadigvæk mig selv: Hvad nu hvis jeg ikke var vågnet op med et tredje øje i panden?