Det 3. øje

Det 3. øje Hvad nu hvis jeg ikke en morgen var vågnet op med et tredje øje? Svært at sige, men jeg ville i givet fald ikke have opdaget, at jeg havde et! Uret ringede, Lisbeth vendte sig om på den anden side, og jeg trissede ud på badeværelset. Tandbørstningen overstået og med barberskum i ansigtet så jeg i spejlet at en treøjet person med hvidt skæg stirrede igen på mig. Og så blev jeg vågen! Men samtidig svimlede det, og jeg måtte sætte mig på det nedslåede toilet. Hvad skete der lige her? Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem. Måtte se i spejlet om jeg kunne lukke mit nye øje. Jeg lukkede øjnene igen. Men så kunne jeg ikke se mere. Så lukkede jeg kun et øje. Og så at det tredje øje stadig var åbent. Altså jeg kunne ikke se med det. Men det tredje øje er jo heller ikke af så verdslig beskaffenhed. Jeg kom til at tænke på, at jeg den sidste tid havde intensiveret mine meditationssessioner. Og i går faktisk så længe, at jeg vistnok sad og faldt i søvn, da Lisbet fandt mig og viklede mine lotusben ud af hinanden og foreslog sengen, som et bedre sted at sove. Men jeg havde ikke siddet og sovet. Nej! Jeg havde siddet og udviklet mit tredje øje. Jeg havde koncentreret al min opmærksomhed på lige det punkt bag pandeskallen. Og i dag var jeg blevet belønnet med dette astrale øje. Jeg følte mig med ét både esoterisk og clairvoyant. Men hvordan kunne jeg gå rundt med et øje midt i panden uden at vække voldsom opmærksomhed. Jeg havde ikke så meget hår, at jeg kunne skjule det bag en ny frisure. Men måske det kun var én selv, der kunne se det? Eller kun andre højere åndeligt udviklede? Det måtte afprøves inden jeg tog på arbejde og jeg gik ind for at kysse Lisbeth farvel. -Kan du se noget forandret ved mig, skat? Jeg måtte jo selv spørge, når nu hun ikke var gået i chok. -Nej, – jo, du har stadig skum i ansigtet, men du har ikke barberet dig. -Ellers ikke noget, spurgte jeg både frygtende og håbende. -Nej, hvad skulle det være? Ha’ en god dag på kontoret. Husk at mor komme til mad i aften. På vej til arbejdet, fornemmede jeg rigtigt den forandring, der var sket. Jeg var helt og aldeles hævet over den mikrobagatel, at hendes mor skulle komme. Og det var aldrig hændt før. Verdensaltet kom strømmende ind af bilruden og jeg styrede ved at gøre mig til et med bilen, som lystrede min mindste øjendrejning. På kontoret var der nogle, der måske skævede lidt til mig. Men jeg udstrålede nok en helt anden karisma end jeg plejede. Jeg kunne allerede se, at jeg blev nødt til at opgive mit fysiske job og slå mig ned i en ashram. Jeg så det så tydeligt for mit indre øje, ville jeg have sagt før, men det var for mit tredje øje, jeg så det. Siddende og sendende fredfyldte tanker ud i alle retninger, forhindrende krig og ufred. Det var det jeg skulle. Og der var i og for sig ingen grund til at begynde dagens arbejde. Chefen var kommet, og det var rimeligt, at jeg hurtigst muligt fortalte ham det, så han kunne få ansat en anden. Jeg så for mig, da jeg bankede på døren, at han ville tilbyde mig en periode, hvor jeg kunne få lov at meditere formiddag og eftermiddag i et stille lokale, samt at firmaet ville sørge for at indkøbe den fornødne the, som en som jeg har behov for. Så da han sagde: Kom ind, kom det ikke så lidt bag på mig, at han kom hen imod mig, og granskede mig indgående inden han sagde: Jamen, så fjern dog det fjollede øje, mens han med et snuptag fattede det og rev det af og rakte mig det! Jeg tog befippet imod et klistermærke, forestillende et øje! -Ja, hvad ville du? Jeg kunne hverken svare eller forstå, hvad der i det hele taget skete med mig. Jeg vendte omkring og gik stille ud af døren. På mit kontor tog jeg mit overtøj og tasken og forlod stedet med alles øjne følgende mig. -Hvordan kunne du, Lisbeth? For mit indre øje så jeg min egen dårskab udstillet. Så også hvordan Lisbeth nok var blevet noget træt af min flirten med det åndelige og selvfølgelig bare havde forestillet sig, at jeg selv havde hevet ’øjet’ af når jeg så det i spejlet. Hun var så gået med på en spøg, hun troede jeg lavede med hende, da jeg spurgte hende, om der var noget anderledes ved mig. Men det var mærkeligt som jeg følte mig hævet over det, der var overgået mig. Ja, faktisk følte jeg mig pludselig let og svævende, nærmest som da jeg kørte på arbejde. Faktisk følte jeg mig hævet over de små jordiske genvordigheder, og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde et tredje øje inde bag klistermærkeøjet. Og det kunne ikke bare hives af. Og hendes mor skulle være velkommen i aften. Jeg vendte bilen og kørte tilbage på arbejde. Ingen kommenterede mit fravær eller mit forhenværende øje i panden. Og jeg spørger tit stadigvæk mig selv: Hvad nu hvis jeg ikke var vågnet op med et tredje øje i panden?

Reklamer

Det 3. øje Hvad nu hvis jeg ikke en morgen var vågnet op med et tredje øje? Svært at sige, men jeg ville i givet fald ikke have opdaget, at jeg havde et! Uret ringede, Lisbeth vendte sig om på den anden side, og jeg trissede ud på badeværelset. Tandbørstningen overstået og med barberskum i ansigtet så jeg i spejlet at en treøjet person med hvidt skæg stirrede igen på mig. Og så blev jeg vågen! Men samtidig svimlede det, og jeg måtte sætte mig på det nedslåede toilet. Hvad skete der lige her? Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem. Måtte se i spejlet om jeg kunne lukke mit nye øje. Jeg lukkede øjnene igen. Men så kunne jeg ikke se mere. Så lukkede jeg kun et øje. Og så at det tredje øje stadig var åbent. Altså jeg kunne ikke se med det. Men det tredje øje er jo heller ikke af så verdslig beskaffenhed. Jeg kom til at tænke på, at jeg den sidste tid havde intensiveret mine meditationssessioner. Og i går faktisk så længe, at jeg vistnok sad og faldt i søvn, da Lisbet fandt mig og viklede mine lotusben ud af hinanden og foreslog sengen, som et bedre sted at sove. Men jeg havde ikke siddet og sovet. Nej! Jeg havde siddet og udviklet mit tredje øje. Jeg havde koncentreret al min opmærksomhed på lige det punkt bag pandeskallen. Og i dag var jeg blevet belønnet med dette astrale øje. Jeg følte mig med ét både esoterisk og clairvoyant. Men hvordan kunne jeg gå rundt med et øje midt i panden uden at vække voldsom opmærksomhed. Jeg havde ikke så meget hår, at jeg kunne skjule det bag en ny frisure. Men måske det kun var én selv, der kunne se det? Eller kun andre højere åndeligt udviklede? Det måtte afprøves inden jeg tog på arbejde og jeg gik ind for at kysse Lisbeth farvel. -Kan du se noget forandret ved mig, skat? Jeg måtte jo selv spørge, når nu hun ikke var gået i chok. -Nej, – jo, du har stadig skum i ansigtet, men du har ikke barberet dig. -Ellers ikke noget, spurgte jeg både frygtende og håbende. -Nej, hvad skulle det være? Ha’ en god dag på kontoret. Husk at mor komme til mad i aften. På vej til arbejdet, fornemmede jeg rigtigt den forandring, der var sket. Jeg var helt og aldeles hævet over den mikrobagatel, at hendes mor skulle komme. Og det var aldrig hændt før. Verdensaltet kom strømmende ind af bilruden og jeg styrede ved at gøre mig til et med bilen, som lystrede min mindste øjendrejning. På kontoret var der nogle, der måske skævede lidt til mig. Men jeg udstrålede nok en helt anden karisma end jeg plejede. Jeg kunne allerede se, at jeg blev nødt til at opgive mit fysiske job og slå mig ned i en ashram. Jeg så det så tydeligt for mit indre øje, ville jeg have sagt før, men det var for mit tredje øje, jeg så det. Siddende og sendende fredfyldte tanker ud i alle retninger, forhindrende krig og ufred. Det var det jeg skulle. Og der var i og for sig ingen grund til at begynde dagens arbejde. Chefen var kommet, og det var rimeligt, at jeg hurtigst muligt fortalte ham det, så han kunne få ansat en anden. Jeg så for mig, da jeg bankede på døren, at han ville tilbyde mig en periode, hvor jeg kunne få lov at meditere formiddag og eftermiddag i et stille lokale, samt at firmaet ville sørge for at indkøbe den fornødne the, som en som jeg har behov for. Så da han sagde: Kom ind, kom det ikke så lidt bag på mig, at han kom hen imod mig, og granskede mig indgående inden han sagde: Jamen, så fjern dog det fjollede øje, mens han med et snuptag fattede det og rev det af og rakte mig det! Jeg tog befippet imod et klistermærke, forestillende et øje! -Ja, hvad ville du? Jeg kunne hverken svare eller forstå, hvad der i det hele taget skete med mig. Jeg vendte omkring og gik stille ud af døren. På mit kontor tog jeg mit overtøj og tasken og forlod stedet med alles øjne følgende mig. -Hvordan kunne du, Lisbeth? For mit indre øje så jeg min egen dårskab udstillet. Så også hvordan Lisbeth nok var blevet noget træt af min flirten med det åndelige og selvfølgelig bare havde forestillet sig, at jeg selv havde hevet ’øjet’ af når jeg så det i spejlet. Hun var så gået med på en spøg, hun troede jeg lavede med hende, da jeg spurgte hende, om der var noget anderledes ved mig. Men det var mærkeligt som jeg følte mig hævet over det, der var overgået mig. Ja, faktisk følte jeg mig pludselig let og svævende, nærmest som da jeg kørte på arbejde. Faktisk følte jeg mig hævet over de små jordiske genvordigheder, og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde et tredje øje inde bag klistermærkeøjet. Og det kunne ikke bare hives af. Og hendes mor skulle være velkommen i aften. Jeg vendte bilen og kørte tilbage på arbejde. Ingen kommenterede mit fravær eller mit forhenværende øje i panden. Og jeg spørger tit stadigvæk mig selv: Hvad nu hvis jeg ikke var vågnet op med et tredje øje i panden?

Hvad nu hvis jeg ikke en morgen var vågnet op med et tredje øje? Svært at sige, men jeg ville i givet fald ikke have opdaget, at jeg havde et! Uret ringede, Lisbeth vendte sig om på den anden side, og jeg trissede ud på badeværelset. Tandbørstningen overstået og med barberskum i ansigtet så jeg i spejlet at en treøjet person med hvidt skæg stirrede igen på mig. Og så blev jeg vågen! Men samtidig svimlede det, og jeg måtte sætte mig på det nedslåede toilet. Hvad skete der lige her? Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem. Måtte se i spejlet om jeg kunne lukke mit nye øje. Jeg lukkede øjnene igen. Men så kunne jeg ikke se mere. Så lukkede jeg kun et øje. Og så at det tredje øje stadig var åbent. Altså jeg kunne ikke se med det. Men det tredje øje er jo heller ikke af så verdslig beskaffenhed. Jeg kom til at tænke på, at jeg den sidste tid havde intensiveret mine meditationssessioner. Og i går faktisk så længe, at jeg vistnok sad og faldt i søvn, da Lisbet fandt mig og viklede mine lotusben ud af hinanden og foreslog sengen, som et bedre sted at sove. Men jeg havde ikke siddet og sovet. Nej! Jeg havde siddet og udviklet mit tredje øje. Jeg havde koncentreret al min opmærksomhed på lige det punkt bag pandeskallen. Og i dag var jeg blevet belønnet med dette astrale øje. Jeg følte mig med ét både esoterisk og clairvoyant. Men hvordan kunne jeg gå rundt med et øje midt i panden uden at vække voldsom opmærksomhed. Jeg havde ikke så meget hår, at jeg kunne skjule det bag en ny frisure. Men måske det kun var én selv, der kunne se det? Eller kun andre højere åndeligt udviklede? Det måtte afprøves inden jeg tog på arbejde og jeg gik ind for at kysse Lisbeth farvel. -Kan du se noget forandret ved mig, skat? Jeg måtte jo selv spørge, når nu hun ikke var gået i chok. -Nej, – jo, du har stadig skum i ansigtet, men du har ikke barberet dig. -Ellers ikke noget, spurgte jeg både frygtende og håbende. -Nej, hvad skulle det være? Ha’ en god dag på kontoret. Husk at mor komme til mad i aften. På vej til arbejdet, fornemmede jeg rigtigt den forandring, der var sket. Jeg var helt og aldeles hævet over den mikrobagatel, at hendes mor skulle komme. Og det var aldrig hændt før. Verdensaltet kom strømmende ind af bilruden og jeg styrede ved at gøre mig til et med bilen, som lystrede min mindste øjendrejning. På kontoret var der nogle, der måske skævede lidt til mig. Men jeg udstrålede nok en helt anden karisma end jeg plejede. Jeg kunne allerede se, at jeg blev nødt til at opgive mit fysiske job og slå mig ned i en ashram. Jeg så det så tydeligt for mit indre øje, ville jeg have sagt før, men det var for mit tredje øje, jeg så det. Siddende og sendende fredfyldte tanker ud i alle retninger, forhindrende krig og ufred. Det var det jeg skulle. Og der var i og for sig ingen grund til at begynde dagens arbejde. Chefen var kommet, og det var rimeligt, at jeg hurtigst muligt fortalte ham det, så han kunne få ansat en anden. Jeg så for mig, da jeg bankede på døren, at han ville tilbyde mig en periode, hvor jeg kunne få lov at meditere formiddag og eftermiddag i et stille lokale, samt at firmaet ville sørge for at indkøbe den fornødne the, som en som jeg har behov for. Så da han sagde: Kom ind, kom det ikke så lidt bag på mig, at han kom hen imod mig, og granskede mig indgående inden han sagde: Jamen, så fjern dog det fjollede øje, mens han med et snuptag fattede det og rev det af og rakte mig det! Jeg tog befippet imod et klistermærke, forestillende et øje! -Ja, hvad ville du? Jeg kunne hverken svare eller forstå, hvad der i det hele taget skete med mig. Jeg vendte omkring og gik stille ud af døren. På mit kontor tog jeg mit overtøj og tasken og forlod stedet med alles øjne følgende mig. -Hvordan kunne du, Lisbeth? For mit indre øje så jeg min egen dårskab udstillet. Så også hvordan Lisbeth nok var blevet noget træt af min flirten med det åndelige og selvfølgelig bare havde forestillet sig, at jeg selv havde hevet ’øjet’ af når jeg så det i spejlet. Hun var så gået med på en spøg, hun troede jeg lavede med hende, da jeg spurgte hende, om der var noget anderledes ved mig. Men det var mærkeligt som jeg følte mig hævet over det, der var overgået mig. Ja, faktisk følte jeg mig pludselig let og svævende, nærmest som da jeg kørte på arbejde. Faktisk følte jeg mig hævet over de små jordiske genvordigheder, og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde et tredje øje inde bag klistermærkeøjet. Og det kunne ikke bare hives af. Og hendes mor skulle være velkommen i aften. Jeg vendte bilen og kørte tilbage på arbejde. Ingen kommenterede mit fravær eller mit forhenværende øje i panden. Og jeg spørger tit stadigvæk mig selv: Hvad nu hvis jeg ikke var vågnet op med et tredje øje i panden? 

Gitte, 1-5

 

Gitte 1

Gitte havde de bedste forudsætninger for at komme godt i vej. Hun var både præsentabel og kvik. Der sidder et godt hoved på den tøs, påstod morbror Erling altid, når han var på besøg. Og Gitte kiggede altid ekstra grundigt på sit hoved i spejlet, når han og tante Erna var gået.

Hun så meget på sine øjne.  Og de var kønne og vindende, besluttede hun sig for. Derudover var de blå, lige som den flotteste himmel.Og håret lyst og selvkrøllende til lige lidt over hendes spinkle, pigede skuldre, som aldrig tabte en strop eller virkede kolde. Rigtig godt tog de sig bedst ud, når hun en sjælden gang havde haft anledning til at bære sin hvide kjole,der blottede skuldrene helt.

Men så var der lige det fejlagtige mellemrum mellem tænderne. Som kun kunne skjules, når hun ikke smilede rigtigt som på tandpastareklamerne. Hun havde virkelig øvet det ene efter det andet smil, altså læbesmil, som hun kaldte dem. Og det gik da an. Men hun tænkte, at når hun en dag fik en rigtig kæreste, så ville han forlange, at hun altid smilede med tænderne, for det var det alle-sødeste ved hende. Hendes mellemrum!

Det allervigtigste lagde hun dog slet ikke mærke til, ej heller når hun havde aftaget sin striktrøje. Nemlig sit gode hjerte. Gitte vidste slet ikke endnu, hvor godt et hjerte hun havde. Det eneste dårlige ved det var, at det kunne finde på at løbe af med hende.

Nu blev hun snart 16 og 2. mellem var snart slut. Gitte ville så frygtelig gerne fortsætte i realen, men dertil kom det nok ikke. Uanset hvad morbror Erling mente om den sag. Hendes far havde for længst afstukket hendes skoleelevkarriere, og den tog snart en brat ende. Der var smalhals i den 2½ værelses på 3. Og der var to yngre brødre, som nok bedre kunne have brug for en uddannelse. “Og se bare hvor godt din mor har fået det. Uden hverken real- eller studentereksamen.”

Gitte kiggede over på sin mor og hendes rengøringstørklæde og vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Og så lod hun klogeligt være.

Gitte 2

Grosserer Hansens villa lå på Østerbro, ikke så langt fra Trianglen. Gitte var blevet nådigt modtaget af fru Grosserer Hansen, hvis opfattelse var, at hun mere hjalp pigebarnet end det modsatte. Og da hun havde instrueret Gitte i hendes daglige og ugentlige pligter, blev hun præsenteret for børnene Karin og Ib på henholdsvis 11 og 6 år. Pæne og den ene vandkæmmet, og Gitte prøvede at smile så lidt som muligt men alligevel virke rar. Det skulle nok komme til at gå.

Det havde været hårdt at skulle fra hjemmet og ud og klare sig selv som pige i huset. Det var blevet til en kuffert med hendes tøj og få personlige ejendele. De fire Richsalbum og nogle få legeting fra barndommen blev overdraget de mindre brødre. De var selvfølgelig kede af det, men nok alligevel  mere glade ved tanken om nu kun at være to om at dele værelset.

Moderens og hendes forhold havde aldrig været rigtig tæt. Om moderen forsøgte at råde bod på dette, nu det var for sent, var ikke til at sige, men hun syntes hun burde fortælle sin datter om de tilstundende farer og indprentede hende omhyggeligt, at hun ikke skulle lade en mand kysse hende, medmindre hun var sikker på, at han havde reelle hensigter. Det blev ved det, men formentlig tænkte hun, at hvis datteren passede på med kyssene, ville der heller ikke ske andet, der skulle passes på.

Gitte lovede det, mens hun undrede sig over, at nogen ville kysse, hvis de ikke havde reelt til hensigt at kysse! Men der blev slet ikke kysset den mindste smule det første år i huset. Dagene var travle, huset var stort. Dog alligevel ikke så stort, at det kunne rumme et pigeværelse, hvor der kunne være mere end en seng, et mindre bord og en stol. Samt ikke at forglemme en kommode, hvorpå der stod en rigtig radio, som hun måtte lytte til, om hun ikke skruede for højt op. Mange timer i døgnet var der ikke til overs til lytning. Men om aftenen lå hun lå i sengen med radioen som eneste lyskilde. Det grønne øje blinkede til hende, alverdens byer hun aldrig havde hørt om, var listet op skråt under hinanden, og nogle få kom til live når hun drejede på knappen, mens resten skrattede og hylede. Men program 2 gik trofast igennem. Musikken omfavnede hende og forstærkede tankerne om drenge og reelle kys. Ofte faldt hun i søvn til toner, der blidt førte hende ind i en dansende søvn.

Efter det første år havde hendes far betinget sig, at Grosserens skulle sørge for at Gitte begyndte på Den Suhrske Husmoderskole, så hun kunne lære at bestyre et hjem og have større chancer for at gøre det rette  parti. Ganske vist skulle hun bruge nogle af sine sparsomme friaftener, men det gjorde mindre. For nu var Gitte villig til hvad som helst. Hun var ferm til sit arbejde, det måtte man lade hende, og hun beflittede sig virkelig også for at gøre alt så godt og rigtigt som muligt. Selv fru grossererinden måtte medgive, at tøsen var noget for sig. Og Karin og Ib var for første gang ikke ude på at gøre livet surt for husets pige. Og det sagde sådan set alt. Men hun var ung, 17 år. Hun følte med stigende kraft, at livet var ved at gå hende forbi. Veninder var en mangelvare, og hendes kontakt til jævnaldrende bestod af to veninder fra skolen, med hvem hun overvejende skrev. Og så af Frederik, købmanden på hjørnets formentlig kommende kommis.

På Den Suhrske vidste Gitte øjeblikkelig, at hende og Frk. Ditlevsen aldrig ville blive perlevenner. Hvordan Gitte kunne være en torn i øjet på lærerinden, var der heller ikke nogen af de elever, som Gitte knyttede mest an til, der kunne forstå. Men virkeligheden var, at uanset næsten hvad Ditte gjorde, og hun havde jo efterhånden et vist håndelag, var det ikke godt nok. Var Gitte virkelig så dygtig, at det kunne true frøkenens position? Den tanke strejfede hvert fald aldrig Gitte. Men hun trivedes ikke. Men skælvede ved at skulle møde op til lektionerne.

Men sammen med nye veninder gik hun efterfølgende ned ad Nørregade og fjantede og fik måske en kop kaffe og udvekslede pigehemmeligheder.

Gitte 3

Længe havde Gitte kun købt det nødtørftigste ind, når hun var nede i kolonialhandelen på hjørnet. Gik der for mange dage imellem, blev hun så  underligt rastløs. Og hun vidste lige hvornår Frederik var ude bagved og holdt pause. En dag havde han pakket hendes varer ind med både snor og bærepind i. Mens alle damerne kiggede og næppe kunne undgå den rødmen, der uundgåeligt steg hende til hovedet. Fra da af var hun sikker på hans følelser for hende. Og hvor var han ferm og fingernem.

Om aftenen måtte hun slukke for det grønne øje, så hun kunne ligge helt stille og være dejlig varm forskellige steder. Den nat besluttede hun, at hun ville giftes med Frederik, så hun altid kunne kigge ind i hans mørke, rolige øjne, som gjorde hende så tryg. Omend han vist også var en lurendrejer. Og heldigvis for det, for hun kunne for sin dyd ikke klare kedelige personager!

En dag, hvor der ikke var andre kunder, havde Frederik spurgt, om hun ikke havde lyst til at tage med i Fælledparken 1. maj, og hun havde kigget ned på disken, da hun sagde ja, som om det var noget, hun læste der. Og han havde syntes, at hendes navn smukt!

Hun havde smugsmurt noget smørrebrød og Frederik havde lånt nogle Hof i forretningen. Nu sad de sammen med hveranden københavner og beundrede de mange røde faner. Frederik havde vist aldrig smagt så godt smørrebrød. Og Gitte havde helt sikkert aldrig smagt øl. Det ville hun så ikke indrømme, så hun drak to. Lidt efter sad hun og og lagde sit hoved imod hans bryst og indsnusede hans foruroligende, dejlige mandelugt. Han havde sin højre arm om hende, og det gjorde slet ikke noget, at hans hånd virkede glad for, at den kunne nå hendes bryst.

Det havde været så dejligt og ufatteligt, men samtidig så reelt, det hele. Og Gitte var så spændt på kysset, som hun nok mente måtte komme snart.

Men en kraftig byge kom i vejen. Heldigvis kunne de løbe hen til der, hvor Frederik boede til leje på et værelse med adgang til toilet og køkken. Godt nok måtte han ikke have damebesøg, men det var så meget des bedre, for så kunne de bare hviske og være tættere på hinanden.

Hun var blevet helt gennemblødt og var så våd og kold. Men Frederik havde ikke noget brugbart skiftetøj. Og da grosserinden ville himle op, hvis Gitte lagde sig syg, var gode råd dyre. Frederik tilbød galant, at hun kunne kravle under hans dyne, hvorunder hun så aftog det sidste tøj, der også blev hængt til tørre.

Så sad Frederik der og dryppede, men da Gitte ikke havde fået sit kys endnu, mente hun, at der godt kunne være plads til ham under dynen også. Hvis altså han tog det væmmeligt våde tøj af.

Bagefter var Gitte så fortumlet og kvindelig som aldrig før. Hun kunne kysse i eet væk. Og hun fandt stadig nye steder, hvor man kunne røre hinanden. Frederiks tunge havde været ved hendes mellemrum og bevist, at han var fuldt tilfreds med det. Det var altså slet ingen hæmsko men faktisk det modsatte. Gitte smilede og følte sig lykkelig.

Og aldrig havde hun snakket så godt med nogen før. Han lyttede så godt, og de blev sammen vrede over frøken Ditlevsen, som var en pestilens, som måtte gøres noget ved.  Købmanden var heller ikke så flink, som han lod. Det var den bedste dag i hendes liv! De blev under dynen helt til det blev mørkt og den lange sporvognsstangs knitrende lys af og til sendte et venligt blink ind til dem.

 

Gitte 4

Morgenkvalmen overrumplede totalt! Ingen havde forberedt hende på denne prøvelse.Og først da maven voksede lidt og den anden menstruation også udeblev, forstod hun sammenhængen.

Gittes verden krakkelerede. Hvad ville grossererinden sige? Og hendes mor? Men Frederik, han ville helt sikkert blive glad. Hun glædede sig til at overraske ham. Men eller var det jo nok ikke så smart. De måtte gifte sig med det samme, ellers blev barnet jo uægte vidste hun; selvom hun ikke rigtigt forstod det.  Men de kunne jo nok ikke bo i Frederiks værelse med adgang til toilet og køkken. Det kørte virkelig rundt i hendes stakkels hoved.

Hun havde klaret sine daglige pligter trods kvalme og opkastninger. Frederik var en værre frækkert, men aldrig havde hun haft det så dejligt, som når de hjemme hos ham fejrede deres første møde ved at ligge under dynen og høre hans grammofonplader, blandt andet! Det var så dejligt at ligge under dynen og se  på, mens den anden måtte op og vende pladen eller sætte en anden på. Hun elskede Tommy Steele, som havde samme frisure som Frederik, og det var helt umuligt bare at ligge stille til den musik.

Men Frederik var øjensynligt ikke ‘stået af i Roskilde’, de gange, hvor han ikke havde haft noget gummi. Og nu sad hun, og vidste ikke helt om hun var glad for det eller ked af det. Vred på ham kunne hun ikke blive. Og da hun nervøst, med blikket opmærksomt rettet mod hans øjne, fortalte ham, at de skulle have en lille, fortalte hans flakkende øjne hende alt, inden han selv sagde, at han selvfølgelig holdt rigtig meget af hende, men at han jo ikke kunne gifte sig med hende. Han var ikke færdiguddannet de første år, og han havde ikke tænkt sig, at have hende og en unge på slæb. Men han skulle nok skaffe nogle penge, og han kendte en, der havde en adresse, så hun kunne få fjernet det. Og nu måtte han tilbage til forretningen igen.

Herefter huskede hun intet mere. Anede ikke, hvordan hun var kommet hjem til sit kammer. Hun var syg de næste mange dage, men ville ikke tilses af doktoren. Og der kom da også en slags hverdag igen, men en meget tristere af slagsen. At Frederik slet ikke ville have deres barn, trængte slet ikke ind. Det var så langt fra hendes fatteevne, som noget kunne være. Men som dagene gik blev hun mere og mere rasende på stodderen. Det skulle hvert fald ikke blive en dreng. Og hun skulle heller ikke hedde Frederikke! Og aldrig skulle han få sit barn at se. Aldrig. Nogen sinde.

Men tiden hvor hendes tilstand kunne ses var ved at være der. Trods mere løse gevandter. Og selvfølgelig blev det frk. Didriksen, der, trods forklædet, spottede den afslørende frembuling og i pausen trak hende til side og fik sandheden ud af hende. Den heks! For da hun kom hjem den aften sad grossererinden og ventede og var dybt skuffet, men hun kunne jo nok forstå, at her kunne hun ikke fortsætte som pige i huset. Den slags ville hun ikke have lige for øjnene af sine børn. Hun kunne betragte sig som fyret til den første.

Gittes verden væltede. Igen.  Hun anede ikke sine levende råd. Hun var så tæt på at stå op om natten og lægge sig til at sove videre for evigt med hovedet på sin medbragte pude, hvis den også havde kunne være i gasovnen. Men det ville også gå ud over den lille, og hun kunne jo trods alt ikke gøre for det.

Hjemme hos forældrene ville hun ikke vise sig. Hun turde slet ikke tænke på, hvad de ville sige. Hun brugte de sidste dage i huset til at fortælle Karin og Ib om hvorfor hun ikke skulle være hos dem mere. Og i detaljer berette om hvordan det lille barn, hun havde i maven, havde båret sig ad med at komme derind. Ib lovede helt spontant, at han aldrig ville være lige så dum som Frederik.

Nogle dage før hun skulle pakke sin lille kuffert fik hun en ganske forskrækkelig tandpine. Hun havde nok på det sidste trøstet sig lidt for meget med de bolcher, Frederik havde sørget for at hun havde et lager af i skuffen.

Heldigvis var hun medlem af Sygekassen og næste dag ringede hun til en tandlæge og klagede sin nød.

 

Gitte 5

Tandlægen holdt til på 1. sal i en typisk østerbrobygning med bred hovedtrappe, udskårne døre og en trappebelysning, der var en dagligstue værdig.

Gitte tænkte nu mest på den mest triste  og oprørende dag hun havde oplevet. Nemlig dagen i dag, hvor hun definitivt var blevet vist døren hos grossererens. Hun havde fået sit tilgodehavende. Hverken mere eller mindre. Sine ting kunne hun stadig have i sin lille kuffert, og med den i venstre hånd ringede hun på dørklokken, selvom der på messingskiltet stod, at døren var åben, hvad enhver jo kunne se, at den ikke var.

Hun havde allernådigst fået to Gelonida af grossererinden, og det havde da også taget de værste smerter. Kun få gange havde hun været til tandlægen, og det var ikke just for det gode, hun mindedes det. Alligevel så hun frem til at få denne pine væk. Der var rigeligt andet at tænke på. Den lille havde boblet så mærkeligt i maven, det måtte være spark. Det gav sådan en varm fornemmelse, som næsten helt udslettede alle de andre problemer med hvor hun skulle sove i nat og i det hele taget klare sig med med mad og fødslen og bolig og, og det hele! Det var et rent virvar i hendes stakkels hoved.

En klinikdame med briller og håret samlet i en hestehale åbnede og kiggede på hendes bedrøvelige kuffert og derefter på Gitte,  hvorefter hun bad hende tage plads i venteværelset. Der var ingen andre. Hun havde vist fået en tid efter lukketid, fordi hun nok havde lydt så ynkelig, tænkte hun. Lidt efter kom klinikdamen omklædt forbi hende og fortalte, at tandlægen ville komme om lidt. Og så gik hun.

“Værsågod.” En ung mand, som Gitte aldrig ville have forbundet med tandlægegerningen, viste sig i døråbningen.

“Den kan De roligt lade stå, der er ikke andre end os to,” fortsatte han, da han så Gitte famle med kufferten. “Sid De nu ned i stolen. Min klinikdame fik lov at gå, da hun havde en aftale, men hun har gjort det hele klar.”

Gitte nikkede høfligt, men havde sin opmærksomhed delt mellem det uhyggelige bor med snoretrækket og tandlægen, hvis stemme var så god for ørerne og som derudover havde det nydeligste mellemrum mellem fortænderne.

“Hvis De åbner munden helt op, så vil jeg prøve at se, om jeg kan gætte hvilken tand, der generer Dem,” og så kom han det lille spejl og den spidse javertus ind i Gittes mund og så sig godt omkring derinde.

“Dér! Lige dér,”sagde han lidt triumferende men alligevel fagligt, mens han understøttede sit udsagn ved at bore den spidse ting ind et sted, der gjorde så ondt at Gitte forskrækket hoppede i sædet og sagde av –  så godt det nu lod sig gøre.

“Åh, undskyld. Det var min fejl. Ja, det er desværre ikke blot et hul. Der er tydelig betændelse, så tanden må ud! Men den sidder så langt inde, at det ikke kommer til at ses.”

Gitte havde forberedt sig på det værste. Og dagen kunne alligevel ikke blive værre.

“Men De bedøver mig vel?”

Lidt senere sad Gitte med lattergasmasken og trak vejret i den.

“Jeg synes ikke der kommer noget ud,” sagde hun efter et lille stykke tid.

“Ikke det? Det var da underligt,” sagde han og fjernede den fra Gittes ansigt og placerede den for sin egen næse og mund. “Joh, det tror jeg jo nok, man skal bare lige give det lidt tid,” sagde han og tog et par dybe indåndinger igen. Herefter fik Gitte atter lov, og nu var den god nok. Han fjernede masken og lagde den på hendes skulder og beredte sig på at fæstne tangen på den dårlige tand, hvilket ikke var helt så nemt som det plejede at være. Dels havde han nok selv trukket lidt for meget lattergas ned i lungerne og dels drillede hans øjne ham. Det problem, syntes han aldrig, han havde oplevet før, men kom så i tanke om, at klinikdamen altid anbragte en hvid serviet på patienternes bryst. Det var selvfølgelig for ikke at spilde på tøjet, men det forhindrede også at han nogensinde havde haft et så godt udsyn til de kvindelige klienters brystparti som nu.

Gittes bryster havde i den grad nået deres udviklings  maksimale distraktionsgrad, og selvom hendes udskæring ikke var udfordrende, så var den der dog. Med en mental kraftanstrengelse  fik han anbragt tangen. Et eller andet sted registrerede han, at der vist stadig kom lattergas ud i hovedet på dem begge, men nu skulle den tand ud. Og det kom den. Gitte gav sig lidt – og han tabte elegant tanden lige ned i Gittes kavalergang, da han skulle studere om alle rødderne nu var kommet med ud.

Reflektorisk og lettere chokeret greb han ned efter tanden, der lige kunne anes. Lige indtil han prøvede at få fat på den. Så forsvandt den længere ned i dybet. Han fik lagt tangen fra sig og ved at holde det ene bryst til side med den ene hånd begav han sig på opdagelse på lykke og fromme. Helt optaget af den forbistrede tand og helt forglemmende Gitte, som havde drømt så dejligt og faktisk troede, at hun stadig gjorde det. I sin rus, der blev vedligeholdt af gassens udstrømning fik hun fat i tandlægens højre hånd, som var den der ledte mest ivrigt, og fastholdt den, da han jo straks ville fjerne den, da han opdagede, at Gitte var ved at vågne.

Men  han ikke helt klar i hovedet, og Gitte var det slet ikke. Så ingen vil kunne bebrejde det unge par, at de blev ved med at lede, for måske var tanden gledet længere ned og der skulle den jo slet ikke være, så det var nok bedst at Gitte tog blusen af, hvilket der jo heller ikke var noget i vejen for, når tandlægen havde sådan en flot lægekittel på. At Gittes mund var ved at være fyldt med blod var en biting i den situation. Det tørrede han af med sit ærme. Så længe han havde kitlen på.

Da gassen havde sluppet sin virkning var der allerede en anden kemi, der havde taget over.

Lang tid lå de på gulvet i spotlyset fra tandlægelampen. sSm centrum i verdensaltet. Tilværelsen havde atter vist sig at overraske. En tæt samhørighed og ømhed og overrasket glæde fyldte dem begge. Og da det efterhånden blev for koldt, selv når de prøvede at varme hinanden, tog de tøvende tøjet på igen.

Tandlægen, som hed Gert, ville ikke høre tale om andet end at Gitte kørte med ham hjem. Og Gitte, som havde fortalt, at hun ikke havde noget sted at tage hen, da hun var blevet sagt op, kunne slet ikke rumme glæden ved den vending hendes liv pludselig havde taget. Hun havde ikke kunne skjule, at hun var gravid, men det var Gert kun glad for! Aldrig havde hun troet, at der fandtes sådan en mand.

Post scriptum.

Gitte vågnede næste morgen op nærmest i Baronens seng. Tandpinen var væk. Gert lå ved siden af hende og havde aflyst dagens patienter.

Siden fødte Gitte en dejlig  pige. Og siden fik hun en pige til og en dreng.

Den pige, som ikke skulle hedde Frederikke, blev siden en dygtig videnskabskvinde i CERN. Det står jo i skelettet, så det holder jeg fast ved.

Gitte ville ikke have pige i huset. Hun skulle nok klare alting selv.

Og hun blev glad for både sit eget og Gerts mellemrum mellem tænderne. Og da hendes første pige blev født, spurgte hun straks til om hun havde et mellemrum også, men blev smilende belært om, at det måtte hun vente med at finde ud af . Og det skulle hun være glad for, nu hun skulle  give den lille mad!

Hendes to brødre fik ikke den realeksamen, som Gitte ellers blev nægtet for deres skyld. De ville hellere i lære.

Moderen nåede aldrig at blive færdig med sin rengøring.

Frk Ditlevsen måtte holde op på Den Suhrske, for da det rygtedes hvorledes hun havde sladret til grossererinden var der altid salt i sukkerskålen og når hun skulle hjem manglede ventilgummiet altid.

Og klinikdamen fandt dagen efter en udtrukken molar på gulvet, men fik aldrig nogen fyldestgørende forklaring på, hvordan den var kommet der.

 

Cabinologic research: Results

Det var den ondeste stank, der slog mig i møde. Den indhyllede mit indstukne hoved og okkuperede alle tilgængelige kropsåbninger med en skyr lugt af århundreders fortvivlede indestængthed. Jeg trak øjeblikkelig hovedet til mig, og mens jeg fik monteret Tankedeskriptoren oven på mit sparsomme hår, sørgede andre for at suge luft ud og blæse almindelig islandsk luft ind i rummet. Jeg kunne høre på maskinens tiltagende dysfunktionelle lyd, at den heller ikke havde det godt med det.

Tankedeskriptoren havde jeg, noget mod min vilje, ladet mig udstyre med af videnskabelig hensyntagenhed samt efter nøje afvejning af mine fremtidige arkæologiske arbejdsmuligheder, idet Google, som snart i århundreder havde styret Verden, bestemt syntes at dette var en mulighed for at afprøve og demonstrere vidunderet. Jeg tænker, hvor mange ægteskaber vil de have ødelagt ved at folk render rundt med sådan en på hovedet, før de må trække den tilbage. Nå, men jeg kunne vel styre mig den halve time, jeg højst skulle have den på.

Giv den så et sidste blæs luft og lad mig komme til. Og holografen kører? Så, nu er det nu og det hjalp sgu da godt nok på den stank gad vide om det har været et skideskur? Og hvor har de sat kontakten? Nå nej men lyset, det skulle jeg jo have haft i hånden nu, næh mange tak! Det hjalp ja, der er ikke tørret støv af længe nu gælder det om ikke at nyse så hatten falder af men lad os nu se. Ikke vade på dyrebare gulvgobeliner – det var jo noget af det første vi lærte. Og hvad er så det, dernede? En sko? Og en til derhenne. Men nogle underlige fætre, må man sige. Ingen snørebånd? Men de kunne godt have været dyre – med de kvaster på oversiden. Jeg kan vist godt vove mig et skridt længere ind, der er desværre ingen sarkofag at øjne og med mindre der er et skjult gravkammer i gulvet må jeg erkende at der ikke er nogen høvdinge her, selvom det er dem, der plejer at være flest af. Men se nu der. For enden, hvad er det for en burde være velkendt konstruktion? Nåh, den ligger ned …KORS I HYTTEN..det er jo dét det er. Hvor flot! Med ham der, der altid sidder fast på det. Ja det var da et fund, der vil noget. Ja, kom nærmere. De kan sgu da se, at vi ikke kan være herinde allesammen, og så meget er her jo heller ikke at glo på, der er vel ikke andet en den kæmpegryde med ubestemmeligt indhold ja selvfølgelig er det der stanken kom fra. En meget indskrumpen kan man nok sige portion et eller andet måske engang spiseligt. Hit med analysatoren og snup en prøve og så kan vi vel snart ikke være flere herinde, tag den prøve – hvad siger den og lad være med at mase. Nu er jeg snart mast helt op mod ham på korset hvad siger den? Rytterkost? Hvad er det? Nåh HYTTEOST !!

Og de sko, det var dem man brugte for 400 år siden. Ja, det var og de hed HYTTESKO!!  Se at komme ud, allesammen i en fart. Ud siger jeg. Vi er ofre for et ondsindet komplot fra fortiden, fra dengang alle vittigheder var ved at være brugt op og de sidste krampetrækninger overskyllede alt og alle der kom i vejen for en sådan såkaldt humorist, det var også noget vi lærte om at tage os i agt for i starten. Det var ikke fælder, snubletråde og giftpile, der var den værste fare, det var forfatterspirer, der ikke kender deres besøgstid. Afsted, ud, og lad de forbandede sko være!

 

 

 

 

 

Cabinologic research

Det havde været en dag af de helt sjældne, da papirerne var dukket op fra Rigsarkivet i Reykjavik. En fortegnelse over uklassificerede småbygninger omfattende hele det store område, som for cirka 300 år siden var blevet nivelleret af aske og andet udslip fra et af nyere tid største vulkanudbrud. Det var kommet på et så lykkeligt tidspunkt, kunne man nu se på afstand, at klimaforandringerne worldwide havde fået sig et slemt tilbageslag og givet tid til at man kunne nå at omstille energiproduktion og forbrug. Solenergien havde haft svære år, men man var kommet igennem.

Fortiden var rykket længere og længere tilbage, og der var kommet en nostalgibølge, hvor alt mere end 200 år gammelt ansås for bevaringsværdigt i anden potens. Men der var vitterlig ikke meget bevaret fra ‘dengang’. Hele verden var gennemgribende energirenoveret. Elektricitet fandtes – enkelte steder langt fra alfarvej – men i det store og hele var det neutrinoenergi, der var mest praktisk eftersom man nu kunne standse og udnytte de allestedsnærværende ubegribeligheder med et simpelt kvantefif.

Men til sagen, for den var, at nu hvor man med disse papirer i hånden stort set kunne regne ud hvor, der lå en uklassificeret bygning under lag af aske, på trods af Nordpolens nye position, havde man nu, heldigvis kun 4 meter nede, lokaliseret en tagkonstruktion, ingen tvivl om at det var en sådan, og man gik nu over til de håndholdte evaporatorer, der var indstillet til først at bringe den sammenkittede aske tilbage til dens oprindelige form, hvorefter man så at sige lod den fordufte i luften.  I løbet af få dage havde man afgrænset bygningens omfang og snart stod man, på det der var den tidligere faste grund. Selvom man ikke kunne træde mange skridt tilbage, kunne man alligevel godt fornemme storheden i de to, dobbelte kampestensmure. Her var en byggestil, som forlængst var gået i glemmebogen, men den var jo yderst genial, da den var forureningsfri, krævede ikke fossil energi til at brænde sten med, og samtidig ryddede man området for sten, som man ellers kunne gå og falde over. Der blev noteret og gjort forstudier til de kommende artikler, der skulle kunne komme ud af det her fund.

Til venstre for indgangsdøren fandt man en skrå stavlignende anordning. Den var møjsommeligt blevet frilagt og opmålt og diskussionen gik på, om der havde været en tilsvarende på den anden side af døren engang. Og om det var en slags primitiv anordning, der kunne varsko bygningens indvånere om, at der kunne være gæster i anmarch. I flere dage studerede man den andægtigt indtil en klodrian snublede over den, og man måtte erkende, at det nok bare var en stav, som nogen engang havde stille der. Men stave fra dengang havde man heller ikke så mange af, så det var også fint med en ny til samlingen.

Den store dag oprandt. Alt var klart til at forcere døren. Der var taget forholdsregler til hvis taget faldt sammen. Der var beredskab, hvis der skulle vise sig at være hemmelige fælder og spidse, giftindsmurte genstande bestemt til at få indtrængere til at fortryde deres gerning. For den fremherskende teori var, at det var et høvdingegravmæle. Blot en lille høvding, men de kunne jo også have nykker.

Det holografiske udstyr til at dokumentere begivenheden for kommende generationer var på plads, og den ledende arkæolog trykkede forsigtigt og andægtigt med tilbageholdt åndedrag håndtaget ned, samtidig med at han vidste, at han snart måtte beslutte, hvilken af de mange udbrud han havde øvet, han skulle anvende, når døren gled op.

Da den ikke umiddelbart sprang op, gav han den et ekstra tryk indad. Man ved jo, at gamle døre kan binde. Da det er heller hjalp blev skulderen taget til hjælp, og flere velvillige stillede også deres skuldre til rådighed. Først ved den tiltrængte pause med skubningen, var der en, der opdagede, at hængslerne sad udvendigt. Så alle, undtagen overarkæologen trådte tilbage, mens døren andægtigt blev åbnet.

De første sekunder, som varede ret så længe, var der helt stilhed. Det var let at se, at der var mørkt. Det var sværere at se, hvor høvdingen skulle forestille at ligge.

Med en modig fremadbøjning af nakken forsvandt noget af overarkæologen – blot for et øjeblik efter hurtigt at vende tilbage, udstødende: Føj for helvede for en stank!


Ja, desværre er gåden om hvad den mystiske knaldhytte egentlig er for noget, ikke opklaret endnu. Men til beroligelse kan oplyses, at der vil blive arbejdet på sagen

 

 

 

 

 

 

 

 

Gufubad

Det havde været en lidt drøj tur på vandreben at nå frem til dagens destination, men der var heldigvis ikke problemer med, at solen snart gik ned her midt i den Islandske højsommer. Med korrekte vandrestøvler, korte vandrebukser og noget af en rygsæk på ryggen havde jeg med kort i hånd begyndt turen fra sidste lille by mod den næste allerede klokken 5 i morges. Et hvil med udsigt og en frokost med dansk rugbrød havde gjort det muligt at nå helt frem til dette….sted. Det var dagens første hus, en slags stenkirke, hvis den havde været 10 gange større. Eller en jagthytte, et aftægtshus, en slikbutik, et legehus, minibio. Ja, jeg holdt op med at gætte og fokuserede i stedet på det lille stenafgrænsede  vandhul en 20 meter fra huset, idet mine fødder begyndte at kræve deres. Og dermed mente de et svalende fodbad med mulighed for tæernes frie leg.

Snart havde jeg smidt sko og rygsæk og lod fødderne om lystigt at pjanke med hinanden.. Der var så usigeligt smukt, hvor solen skinnede gennem de manglende træer. I det fjerne lyden af….en vulkan? Eller måske bare en hæs geyser. Solen blev ved med at skinne mig på ryggen, og snart var mit tøj en saga blot, og jeg slog følgeskab med mine, viste det sig, fornuftige fødder.

Det var livet. Et sabbatår inden jeg skulle starte på universitetet i København. Jeg havde begivet mig Island rundt i trods mod at alle andre ville til USA, New Zeeland og Thailand. Og jeg havde ikke fortrudt. Her var den oprindelige nordiske verden hvoraf vores kultur udsprang. Ensomheden, som måtte afprøves for at se om man var en rigtig mand, der ikke brød sammen bare man var alene hjemme to aftener i træk.

Jeg lod mig flyde på ryggen med lukkede øjne og ganske små håndbevægelser. Alene i hele universet. Livsalige fryd og fred. I min kontemplative tilstand hørte jeg syner i form at pigefnis og latter. Jeg åbnede forsøgsvist det ene øje på klem og  for enden af mine fødder så jeg en række af unge kvinder, der, nu i tavshed, kiggede på mig, som nu med helt åbne øjne kiggede tilbage på dem, som så mig glide ud af min flydeposition, mens jeg så dem næsten samtidigt tage afsæt for med 6 enslydende plask at ramme vandoverfladen og dermed forårsage bølger i mit hår.

I ét nu bemærkede jeg at døren til den diminutive kirke stod åben og undrede mig over, at jeg ikke før havde set, at der steg røg ud et sted bag fra bygningen. Pigernes rødblussende ansigter og svedige kroppe fortalte mig, at bygningen gemte på en lille sauna, og det var grunden til deres afklædthed og deres kissejav med at komme hurtigt i vandet, mens de var overophedede.

Fra tyst, lykkelig ensomhed til forvirret lykkelighed. Eller hvordan skulle jeg beskrive min tilstand. Jeg nåede det overhovedet ikke før 6 glade ansigter med glatte frisurer dukkede op rundt om mig, og et af dem måtte nødvendigvis spørge, hvem jeg var, eller hvor jeg kom fra eller hed eller hvad jeg lavede i deres vandhul. De snakkede islandsk, så jeg forstod intet udover hvad deres tegn, gerninger og smil tilsagde mig. Men jeg sagde, at jeg hed Per, for det ville de nok gerne vide. Jeg var fra Danmark. Og så vidste jeg ikke mere at sige. Men de forstod dansk nok til at forstå mig. Og de kunne også sige noget på dansk. Så da de havde svømmet lidt rundt om mig, ja nogle dykkede sågar, førte en af dem ordet, og sagde, at jeg skulle med ind i saunaen, gufubadet, og få varmen!

Jeg frøs nu ikke særligt, men jeg blev gelejdet hen til trappen og med en pige i hver hånd løb vi hen til det mærkelige lille hus, hvor en inderdør var lukket så al varmen ikke var forsvundet. Der var kun et lille vindue på bagsiden. En ovn med varme sten på, sørgede for heden. Alle fik sat sig, hvor de åbenbart havde siddet før, men det var så tæt, at der ikke var plads til at klemme mig ned mellem dem. Jeg kunne da sagtens stå, sagde jeg, selvom tanken om at stå foran seks islandske skønheder var ret så grænseoverskridende. Selv med det dunkle lys. Men så var der en, der sagde noget, som de andre åbenbart fandt sjovt, og et øjeblik efter fandt jeg mig selv liggende blødt og behageligt på 12 kvindelår.

Som temperaturen steg og vi svedigt klistrede sammen, og jeg vovede at kigge ned langs rækken af glade ansigter og forskellige bryster, følte jeg mig så afslappet og fredfyldt som aldrig før.Snakken aftog, dæmpedes. Jeg var atter i min kontemplative tilstand fra før, forstærket af de klistrede lår mod ryg, og hænder der hvilede på mig, eller holdt mig for at jeg ikke skulle falde ned af de glatte lår.

Et ufattelige held, at ramle ind i ungpigernes badstueaften – og blive inviteret med! Det kunne jo ikke med nogen sandsynlighed ske. Og ville der ske mere? Det ville være endnu mere usandsynligt. Jeg vidste inderst godt, at det ikke var rigtigt. Men jeg ville ikke. Nej, jeg ville for alt i verden ikke åbne de øjne. Men jeg var ved at blive træt i hænderne, det var svært at holde min bagdel oppe og benene strakt. Så jeg stod op af vandet. Så mig lidt omkring, og gik, før jeg tog tøj på igen, hen til bygningen og tog i døren. Den gled let op. En til dør indenfor! Også den gik op. Og en lille sauna, med 2 rækker bænke åbenbarede sig for mig.

Så jeg havde ret. Det kunne aldrig være sket. Jeg ville have  fået en siddeplads hvis det var sket. Og et skilt på døren kundgjorde, via min Google translator, at det var i går den månedlige badstueaften for byens ungmøer fandt sted.

Ak ja, så tæt på –  og så alligevel ikke!